Nye, innovative løsninger har gode kår, når vi inddrager medarbejdernes viden, erfaring og kompetence. Alligevel forsøger vi ofte at regne løsningen ud selv – og risikerer derfor at smide store muligheder væk.

I praksis vil det sige, at vi ”kommer til” at kigge efter de (velkendte) løsninger, der ligger lige til højrebenet. Hurtig handling får os nemlig til at fremstå som effektive ledere med stor gennemslagskraft. Bagsiden er, at vi risikerer at overse de sprækker af muligheder, der viser os nye måder at løse aktuelle udfordringer på.

Sagen er, at de hurtige løsninger ikke nødvendigvis er de bedste, mest rentable eller værdiskabende. Dertil kommer, at de hurtige løsninger, skabt af os ledere, sjældent er dem, der engagerer medarbejderne allermest og derfor er svære at lykkes med.

Lad mulighedernes vindue stå åbent

Overraskende og effektfulde løsninger opstår som regel i de situationer eller perioder, hvor vi tager os tid til at undre os, være nysgerrige og undersøgende – sammen med medarbejderne. Som leder er det lige her, vi får adgang til præcis den information, der batter.

Medarbejderne er tættest på sagens kerne – uanset om det er silotænkning eller kundeutilfredshed, det handler om. Ergo er deres input afgørende, ligesom rettidig involvering engagerer og ofte bliver en positiv katalysator for at få ført forandringer ud i livet – af medarbejderne.

Pointe?

Vil du holde mulighedernes vindue åbent, kan det betale sig, at du sænker beslutningstempoet, så flere kan bidrage til løsningen, og nye veje kan opstå. Højt beslutningstempo kan derimod betyde, at du smider store muligheder væk – du lukker så at sige vinduet.

Vil du holde vinduet åbent?

Arbejd med en beslutningsfri zone

Betragt det, at finde nye veje som en struktureret proces, som du leder. Du er den, der har overblikket og sætter rammerne for, hvad løsningerne skal afføde af værdi. Du styrer så og sige retningen og løsningernes kvalitet ved at påtage dig rollen som facilitator.

Undervejs – mellem rammesætningen og valg af løsning – indlægger du en beslutningsfri zone, hvor formålet ALENE er at involvere og få mest mulig viden, erfaring og kompetence på bordet. Det åbner vinduet, så nye, måske oversete muligheder kan opstå.

En beslutningsfri zone vil sænke dit tempo for en stund. Ja! Til gengæld vil du – via jeres fælles viden og kunnen – få kvalificeret en endelige løsning, som ejes af flere og derfor kan eksekveres af flere.

I den beslutningsfrie zone, skal du invitere til at være åben og undersøgende med afsæt i medarbejdernes erfaring. Her må I ikke tale om begrænsninger. Lav fx en regel om, at man ikke må vurdere hinandens input, ikke må sige: ”Det har vi prøvet før…” eller ”Det kan ikke lade sig gøre, fordi…”.

Kort og godt

Det betaler sig at sætte beslutningstempoet ned. Du får flere, mulige løsninger på bordet, inden du begynder at skære i dem – og du styrker medarbejdernes engagement, fordi involvering får dem til at opleve, at de har en betydningsfuld rolle.

Vil du vide mere om, hvordan du bliver skarp til at holde en krystalklar retning, mens du holder vinduet åbent for nye muligheder?

Så tag med på Master Class i Handlingsledelse

Her lærer du at designe involverende møder og processer, der indeholder en beslutningsfri zone, så du kan håndplukke muligheder og skabe innovative løsninger sammen med dine medarbejdere.

PS: Har du en god ven eller kollega, der boxer med at engagere sine medarbejdere i vigtige forandringer? Så hold dig ikke tilbage, send linket videre.