Skip to main content

Vi bilder os ind, at det er vores faglighed, der driver samarbejdet i ledergruppen. Men lige under overfladen arbejder langt stærkere kræfter, og hvis vi ikke får øje på dem – og arbejder bevidst på at tæmme dem – spænder vi både ben for os selv, hinanden og de gode, kollektive beslutninger.

Du har helt sikkert prøvet det. Et møde i ledergruppen med en vigtig dagsorden, emnet er komplekst og beslutningerne afgørende – måske endda forretningskritiske. Men allerede kort inde i mødet, begynder noget at skifte. Stemningen og energien ændrer sig, uden at nogen sætter ord på det. Nogle begynder at fylde meget. Andre trækker sig, diskussionerne går i ring, og I kommer ingen vegne.

Tre naturkræfter i ethvert samarbejde

Scenarier som det ovenstående er frustrerende. Især fordi det ligger så dybt i mange ledergruppers selvforståelse, at man skal være faglig og rationel. At man har fokus på bolden, og derfor er klar til at gå direkte i beslutningsmode. Så hvorfor går det alligevel galt?

Netop her er det vigtigt at forstå de logikker, eller naturkræfter om man vil, som påvirker enhver samarbejdsrelation. I bogen ”Kvantespring med vilje” definerer Claus Øien Ingemann og Helle Marianne Rasmussen disse logikker som hhv. faglighed, magt og følelser, og de kommer samtidig med deres bud på, hvor meget hver logik fylder i organisatoriske forandringsprocesser og samarbejdssituationer:

  • Faglighed (15%) handler om det saglige, de gode argumenter, fakta, vores faglige viden og erfaringer. Det er det, vi tror, vi primært bringer ind i samarbejdet – og det, vi helst vil identificere os med.
  • Magt (30%) handler om at bestemme, pleje omdømme og positionere sig. Den kan være formel, som når lederen med flest stjerner på skuldrene skærer igennem – men den kan også være uformel og sværere at få øje på. Hvem tager ordet først? Hvem taler mest? Hvem bliver der lyttet mest til?
  • Følelser (55%) handler om tryghed, tillid, irritation, usikkerhed, engagement og alt det andet, vi mærker – men sjældent får sat ord på. Ofte opstår de negative følelser, når magtlogikken tager over, fordi det nemt kan få nogle i gruppen til at føle sig overset, overhørt – og mindre betydningsfulde.

Følelser og magt trumfer faglighed

Uanset om procentfordelingen rammer helt plet, peger den på noget centralt: Vi overvurderer, hvor faglige vi er – og undervurderer, hvor meget magt og følelser styrer vores samarbejdsrelationer.

Det bliver især problematisk, når magt- og følelseslogikken tager over – uden at vi opdager det. Så kan vi sidde med oplevelsen af at være i gang med en faglig drøftelse, mens mødet i ledergruppen i virkeligheden fungerer som en territorial kamparena, der konstant afsporer dialogen fra det vigtige.

Magtspillet viser sig både i det subtile – som et suk, en ironisk kommentar, en kollega der ”præciserer” en andens pointe – og i det mere tydelige: Lange enetaler, afbrydelser og fastholdelse af egne pointer, som ikke længere er relevante. Det behøver ikke være dramatisk, men det kan mærkes. På energien, på fremdriften, og på den manglende lyst og evne til at lytte til hinanden.

Faglighed er ikke nok

Det er fristende at skrue op for det faglige, når samarbejdet knirker – at finde flere fakta, bringe mere viden og flere argumenter til bordet. Men sagen er bare den, at det faglige slet ikke kan trænge igennem, hvis magtspillet og følelserne raser. For så kan vi ikke høre hinanden, og selv de bedste argumenter bliver affejet uden videre.

I stedet går vi i forsvar, bruger en masse energi på at tolke hinandens motiver, alt imens vi glemmer at fokusere på det, vi er her for: At lykkes sammen.

Derfor begynder det gode samarbejde i ledergruppen sjældent med det faglige men med at sikre, at der er skabt en samarbejdskultur, hvor fagligheden får plads til at blomstre. En kultur med tydelige rammer, klare aftaler om mandater, psykologisk tryghed og ikke mindst en fælles forståelse for de logikker, der altid er i spil i enhver samarbejdsrelation.

Det starter med et fælles sprog

Så hvor starter vi? Der findes sandsynligvis ikke én metode, der virker for alle ledergrupper. Men et vigtigt første skridt er at skabe en fælles bevidsthed om, at de tre logikker – magt, følelser og faglighed – ikke bare eksisterer, men altid er til stede i enhver samarbejdsrelation. Og det er ikke kun de andre, der – bevidst eller ubevidst – er styret af dem. De bor i os alle.

Når vi begynder at tale åbent om logikkerne, sker der noget. Vi får et sprog for det, vi mærker. Vi kan sætte ord på mønstre, før de spænder ben. Og vi kan tale ikke-dømmende om magt og følelser, når de fylder for meget. Det kan være spørgsmål, vi stiller os selv og hinanden, såsom:

  • Er vi i gang med at løse opgaven – eller forhandler vi stadig magt?
  • Er det her et fagligt bidrag – eller en følelsesmæssig reaktion?
  • Bidrager jeg lige nu til fællesskabet – eller forsøger jeg mest at fremstå dygtig?

Brug logikkerne – i stedet for at blive fanget af dem

Når vi forstår de tre logikker, har vi mulighed for at arbejde med dem – i stedet for at blive styret af dem. Her er 4 enkle greb, du og din ledergruppe kan tage i brug.

  1. Aflæs, hvad der er i spil: Når energien skifter, og diskussionerne kører i ring, så vær sammen nysgerrige på, hvilken logik, der bliver talt ud fra. Er vi styret af magt-, følelses- eller faglighedslogikken lige nu? Det kan skifte flere gange i løbet af et møde.
  2. Tal om det – især magten: Vi er ofte blinde for magten i rummet og undgår at sætte ord på den. Men magten er der altid, og jo mere vi ignorerer den, desto mere styrer den under overfladen. Ved at tale åbent om og starte møderne med at skabe klarhed om roller og mandater, lægger vi en dæmper på de territoriale magtkampe.
  3. Vær nysgerrig på egen adfærd: Spørg dig selv, om du med din adfærd lige nu bidrager til fællesskabets og organisationens bedste – eller om du er i gang med ”at fylde”, så du selv fremstår kompetent og vigtig
  4. Evaluer samarbejdet – ikke kun resultaterne: Tag jævnligt temperaturen på samarbejde i ledergruppen. Hvad har kendetegnet de seneste tre møder? Har magt-, følelses- eller faglighedslogikken fyldt mest? Et simpelt review kan gøre stor forskel for resultaterne.

Brug for mere inspiration?

Ledergrupper, der forholder sig aktivt til samspillet mellem magt, følelser og faglighed, får mere fremdrift i beslutningsarbejdet. De får et sprog for det, der før var tavst. Og de får mulighed for at forebygge konflikter – og løse dem effektivt, når de opstår. Vil du styrke samarbejdet og beslutningskraften i din ledergruppe, så tøv ikke med at kontakte mig.

Du fanger mig direkte på heidi@handlingsledelse.dk eller via telefon 22634455.

Secret Link